Henrik Koefoed Jensen R.1 (født 25. november 1955 i Kalvehave) er en dansk skuespiller og tegnefilmsdubber. Han lægger stemme til Timon og er desuden kendt som den ene fjerdedel af Ørkenens Sønner. Henrik Koefoed (Jensen), skuespiller, er søn af fhv. hotelejer Paul Jensen (død 2004) og hustru Grethe Koefoed Jensen, født Johnsen (død 2007). Han begyndte som 6-årig at gå til klaver og kom som 10-årig ind i musikkorpset i Prins Jørgens Garde, hvor han i begyndelsen spillede fløjte. Som 14-15-årig begyndte han at spille hammondorgel i et lille band, der optrådte ved baller og i forsamlingshuse. Efter realeksamen flyttede han til Aalborg og begyndte i 1974 på Musikkonservatoriet. I 1976 kom han med i koret til Preben Neergaards opsætning af "Annie Get Your Gun" på Aalborg Teater. Efter at han i sommeren 1976 dumpede til basun-eksamen fik han statistarbejde på teatret og læste hos Karen-Lise Mynster. Han blev uddannet på Statens Teaterskole i årene 1977-80. I København var han med i et par forestillinger i 1978 sommerrevyen "Mandefald" på Bristol Teatret og cabaretforestillingen "Vi længes sikkert mod noget andet" på Husets Teater. I 1979 fik han hovedrollen i filmen "Rend mig i traditionerne", der straks gjorde ham kendt. Siden har han været flittig brugt på teaterscenerne i København og på turné. Han har bl.a. haft roller som Nikolaj i "Nøddebo Præstegård", Edmund i "Lang dags rejse mod nat", Meyer i "Esther" og Oldfux i "Den Stundesløse". På Det Kongelige Teater har han bl.a. spillet "Prior i "Engle i Amerika", Truffaldino i "En herre og to tjenere", Alf i "Billimi", ligesom han havde roller i "Kærlighedens kværulanter" og "Den Vægelsindede". Han har lagt stemme til adskillige tegnefilm. I 1985 slog han sit navn ekstra fast i publikums bevidsthed, som engel i filmen "Når engle elsker". I 1992 viste han sit store talent i Cirkusrevyen, hvor han sammen med Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær optrådte i et af revyens bedste numre "Tre ledige". I dag forbinder man ham først og fremmest med rollen som: Yassirfir Dosirfem i den berømte sangerloge "Ørkenens sønner". Henrik Koefoed blev den 24. maj 1986 gift med musikpædagog Helle Susanne Rosenørn (01-09-1958)